Mødet med mennesker

Den 20. april bragte Avisen Danmark en artikel om stigningen af udlændinge på det danske arbejdsmarked.

Ifølge artiklen udtrykker vores udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad Bek, bekymring over denne udvikling. Han advarer mod, at vi gentager fortidens fejltagelser.

Bekymringen bygger blandt andet på, hvordan nogle lokalsamfund rundt om i Danmark er presset af udenlandsk arbejdskraft, der ikke bliver en del af det lokale liv, men snarere bliver statister i spillet om billig arbejdskraft til erhvervslivet.

Jeg anerkender ministerens pointe: Det er vigtigt, at vi lærer af historien og sørger for, at boligområder ikke udvikler sig til parallelsamfund eller på andre måder bliver dysfunktionelle.

Fejlslagen integration er nemlig ikke bare dumt – den er invaliderende for både mennesker og samfund.

Derfor glædede det mig også ekstra meget, da jeg nogle dage senere i Horsens Folkeblad kunne læse en historie om, hvordan et rumænsk ægtepar var flyttet ind på en villavej i Gedved – og nu, ud over naboskabet, også deler venskab og liv med journalisten og dennes familie.

Måske ramte historien mig særligt, fordi den mindede mig om, hvordan jeg og min familie for nylig også har fået et rumænsk vennepar.

Vores bekendtskab opstod tilfældigt en aften, da jeg var ude at gå tur med vores hund på 1000-meterstien ved Fængslet. Her mødte jeg – og Sofus Krølben – et par, der også luftede deres hund.

Kort tid efter blev Sofus hundefar til et par prægtige dansk-rumænske hvalpe, og vi fik en ny (hunde)svigerfamilie.

Vi må aldrig glemme, at ægte integration sker i hverdagen – på tur med hunden, ved hækkene på villavejen og på legepladserne.

Fordommene kan være stærke, men møderne mellem mennesker er stærkere.

Hvis vi kun bygger politik på frygt, får vi de samfund, vi frygter. Hvis vi tør bygge på håb og på møder mellem mennesker, skaber vi fællesskaber, der giver rigere liv.