Til valg på noget så kedeligt og usexet som drift.
Når valgkampene ruller, er det næsten lige så sikkert som amen i kirken, at politikere stiller sig op og fortæller om alle de flotte ting, der kan bygges i vores kommune. I år er der forslag både til lands og til vands.
Sådan var det også for fire år siden. Dengang undrede jeg mig over, at vi ikke talte mere om det, der kommer bagefter: driften.
I mine mange år med bygninger og drift har jeg lært en vigtig lektie:
Med enhver gave følger der en opgave.
Og den opgave er mindst lige så vigtig som selve byggeriet. For hvad hjælper det, at vi opfører nye skoler, børnehaver eller idrætshaller med det nyeste udstyr, hvis vi ikke samtidig sikrer de nødvendige resurser til at holde det hele i gang og i god stand?
God drift er ikke kun sund fornuft. Det handler også om bæredygtighed, arbejdsmiljø og i sidste ende om, at vi får mest muligt ud af de investeringer, vi laver sammen.
Derfor vil jeg i denne valgkamp igen slå et slag for det lidt mere kedelige og usexede: drift og bygningsoptimering.
Det giver måske færre røde snore at klippe for os politikere, men til gengæld giver det mening for de medarbejdere, der hver dag arbejder i bygningerne.
Og det giver mening for de børn, ældre og borgere, der har deres daglige liv i vores skoler, institutioner og plejehjem.
Kommentarer
Send en kommentar