En ny bevægelse
Jeg drømmer om en ny bevægelse. En bevægelse lige her i Horsens kommune der kan styrke vores samfund og give vores børn og unge en endnu bedre start på livet.
Danmark er bygget på bevægelser. Der har været mange gennem tiden - højskolebevægelsen, arbejderbevægelsen, afholdsbevægelsen, missionsbevægelsen, andelsbevægelsen osv. Mange af dem har været grobund for det unikke velfærdssamfund, som vi er så heldige at have her i vores land.
Bevægelser kan forandre verden. De kan skabe håb. De kan rykke grænser. Og måske er tiden inde til en ny bevægelse. En bevægelse for vores børn og unge. For vores fællesskaber. For vores folkeskole.
Jeg ved ikke hvad bevægelsen skal hedde, men jeg ved hvad den skal kæmpe for:
En stærk folkeskole, hvor alle børn får en fair chance – uanset baggrund og forudsætninger.
En skole, hvor vi ikke spiller almen- og specialområdet ud mod hinanden, men i stedet arbejder for at styrke hele skolens fællesskab.
En skole, hvor forældre, lærere, ledere og politikere trækker i samme retning. Hvor vi sammen skaber de bedste rammer for vores børn, så de får mulighed for at vokse op og få et godt liv.
En bevægelse, hvor vi ikke venter på, at nogen andre gør noget, men hvor vi selv tager ansvar og bygger videre på alt det gode, vi allerede har.
Horsens har brug for den bevægelse. Danmark har brug for den bevægelse. Og jeg tror på, at vi kan skabe den sammen.
Kommentarer
Send en kommentar