Det politiske hus
I sin bog Entreprenørstaten (2021) beskriver Sigge Winther dansk politik som et hus med en fordør og en bagdør.
Fordøren er dér, hvor politikere gør opmærksom på sig selv og deres idéer. Det er her, valgkampen føres, og det store sceneshow rulles ud i medierne.
Inde i huset foregår det daglige, hårde rugbrødsarbejde: udvalgsmøder, budgetter, forhandlinger og det langstrakte samarbejde med kommunens administration. Det er sjældent, at dette arbejde får megen opmærksomhed – og når det gør, er det ofte fordi en sag er gået galt, eller fordi en politiker har fanget mediernes interesse.
Bagdøren er dér, hvor politikken møder virkeligheden. Her bliver beslutningerne implementeret – i skoler, daginstitutioner, foreninger og plejehjem.
Min påstand er, at de fleste politikere går mest op i fordøren. Det tror jeg, Sigge Winther ville give mig ret i. Men politik handler ikke kun om fordørens flotte ord. Det handler også om bagdørens konsekvenser – og om at forstå sammenhængen mellem de to.
Derfor vil min opfordring være: Stem på politikere, der kender demokratiets døre og tager ansvar for begge sider af huset. Det er nok det bedste værn mod den politiske tivolisering – og mod den politikerlede, som flere og flere oplever i disse tider.
Kommentarer
Send en kommentar