Er der grænser for fællesskabet – i folkeskolen?

Er der grænser for fællesskabet – i folkeskolen?

Måske har du oplevet dette: Du afleverer dit barn i skolen om morgenen. Dit barn er i godt humør, nysgerrigt og måske en smule spændt. Det glæder sig til at lære, til at lege, og til at være en del af noget – et fællesskab.

Men når skoledagen er slut, og dit barn kommer hjem, er stemningen en anden. Det er stille. Træt. Ked af det. Det fortæller, at dagen har været præget af uro i klassen. At læreren aldrig rigtig kom i gang med undervisningen, fordi én eller to elever hele tiden afbrød. At der blev råbt. At nogen kastede med ting. At læreren blev kaldt grimme ting.

Det kan lyde som et enkeltstående tilfælde – men det er det ikke. Jeg har hørt variationer af denne fortælling mange gange. Fra børn, forældre og lærere. Det er ikke blot pletter i et ellers velfungerende skolesystem – det er blevet et mønster.

Når alt skal rummes, risikerer vi at miste det, vi skulle rumme sammen

Der bliver ofte talt om rummelighed i folkeskolen. Om relationer, trivsel og anerkendelse. Og med rette – det er vigtige grundsten. En af mine store mærkesager er, at vi skal have en folkeskole, hvor der er plads til forskellighed. Hvor børn møder andre, de ikke nødvendigvis ligner, og lærer at være sammen på tværs af kultur, baggrund og livsvilkår.

Men et fællesskab uden fælles spilleregler mister sin styrke. For børn opnår ikke tryghed alene gennem varme intentioner – men gennem tydelige rammer og konsekvent voksenledelse. Nogle gange kræver det, at vi som voksne tør sige: “Her går grænsen.” Og så holde den.

Når det ikke sker, bliver fællesskabet skrøbeligt. Og det går ud over dem, der faktisk gerne vil lære. Det er uretfærdigt – og uholdbart.

En skole med ro og respekt – for alle

Jeg er ikke lærer. Jeg er far til fire børn, og jeg er byrådspolitiker med et stærkt engagement i folkeskolen. Jeg ser det som vores ansvar at skabe en skole, hvor lærerne har overskud til at undervise, og hvor alle børn – uanset baggrund – har mulighed for at fordybe sig og blive så dygtige som muligt.

Det kræver ro. Det kræver respekt. Og det kræver mod til at være tydelige omkring, hvad vi som samfund forventer.

Midler er vigtige – og i Horsens har vi besluttet at styrke folkeskolen markant de kommende år. Men penge alene løser ikke alt. Vi skal også turde prioritere de værdier, der skal bære skolen. Det kræver, at vi som politikere bakker op – ikke kun med budgetter, men med klare retninger og ærlig tale.

Vi skal turde sige, at ikke alt kan rummes. At tryghed og læring hænger sammen med tydelige forventninger og forudsigelige konsekvenser.

Det handler ikke om straf – det handler om dannelse

Det skal være tilladt – ja, nødvendigt – at forvente noget af børn. At lære dem, hvad det vil sige at være en del af et fællesskab. At man lytter. At man tager ansvar. At man forstår, at ens handlinger påvirker andre. Det handler ikke om gammeldags disciplin – men om at vise børn vejen. Det er ikke hård pædagogik. Det er omsorg og opdragelse.

Når vi som voksne undlader at reagere, risikerer vi at efterlade børnene uden kompas. Vi stjæler en del af deres udvikling, hvis vi ikke viser dem, hvordan man tager ansvar. Karakterdannelse kræver voksne, der mener det, de siger – og handler, når det gælder.

Vi skal stå bag dem, der står i det

Jeg har stor respekt for de medarbejdere, der hver dag løfter skolens vigtigste opgave. Lærere, pædagoger og skoleledere, som balancerer undervisning og trivsel i en kompleks hverdag. De fortjener ikke blot ros – de fortjener reelt rygstød.

Det betyder, at når skoler griber ind, må de vide, at vi står bag. At vi har sat en tydelig retning. At vi bakker op, også når det er svært. For fællesskabet kræver, at nogen tager lederskab – og det skal vi som politikere være med til.

Skolerne har værktøjer, fx bekendtgørelsen om god orden i folkeskolen. Men det kræver, at vi som politikere ikke bare tillader, men opfordrer til, at de bruges ansvarligt – og støtter det, når de bliver brugt.

Og det kræver, at vi forældre også bakker op om skolen og lærerne, når værktøjerne tages i brug.

Tryghed er forudsætningen for læring

I en tid, hvor flere børn mistrives og hvor skolevægring er stigende, er det måske tid til, at vi ikke kun taler om fællesskab og rummelighed – men også om retning og rammer.

Vi kan ikke blive ved med at tale om trivsel, hvis vi ikke tør sige fra, når nogen saboterer den. Vi kan ikke tale om dannelse, hvis vi ikke selv viser karakter. Og vi kan ikke forvente, at børnene finder fodfæste i fællesskabet, hvis vi ikke viser dem, hvor det begynder og hvor det ender.

Mit ønske er en folkeskole i Horsens, hvor alle børn – også dem, der møder op for at lære – har ret til ro, respekt og muligheder. Hvor vi ikke blot forsøger at rumme alle, men hvor vi insisterer på, at fællesskabet også forpligter.

Det kræver tydelighed. Det kræver mod. Og det kræver, at vi som politikere tager ansvar – og ikke viger tilbage, når det gælder.